Overbooking truer i Real Madrid
En af sommerens helt store udfordringer i Real Madrid var at få skabt luft i spillertruppen til at få hentet nye spillere ind.
Det lykkedes som bekendt ikke og derfor endte Real Madrid med at have 26 indskrevne spillere i førsteholdstruppen og da man maksimalt må have 25 spillere, måtte Rodrygo affinde sig med at blive skrevet ind på Castilla-mandskabet og problemerne ventes at fortsætte til sommer.
For ud over de 26 spillere har man allerede gjort klar til at indlemme Donny van de Beek og Reinier Jesús, samtidig med at spillere som Reguilón og Achraf Hakimi kommer tilbage og samlet vil Real Madrid således have 36 spillere på kontrakt i den kommende sæson.
En del af spillerne skal naturligvis på udlejning, men det kan sagtens blive endnu en sommer, hvor Real Madrid kommer til at kæmpe for at få puslespillet til at gå op.